JÜRGEN JANKOFSKY

 

ANNA HOOD

 

 

Ét

 

”Uretfærdigt!” råbte Anna. ”Det er tarveligt, smaddertarveligt!”

I fjernsynet kom en flygtning vadende op af havet. Han bar på et barn, et dødt barn. Omhyggeligt, næsten kærligt, lagde han det ned på stranden, knælede, stirrede mod himlen. Turister i badetøj, også børn, kom nærmere, gloede. Nej, ingen film, Nyhederne, alt sammen ægte, netop sket.

Anna holdt sig for øjnene, rystede på hovedet. Men billederne blev ved. Og i havet drev der andre flygtninge. Og i horisonten sank endnu en båd.

Naturligvis var det ikke første gang hun så sådanne billeder, men netop i dag blev det simpelthen for meget for hende.

Studieværten sagde, at man til hver en tid kunne støtte hvis man ville hjælpe.

Anna løb ind i børneværelset og hentede sin sparegris. Så sent som i går havde bedstemor og bedstefar givet hende rigeligt med penge til ferien. ”God rejse! Og mor dig godt!” Men hun kunne ikke forestille sig at ligge med mor og far under palmer samtidig med at det hun så i fjernsynet skete … Nej tak, helst ikke.

Hun løftede sparegrisen højt over sit hoved og gong!, smadrede den mod gulvet. Mønter rullede omkring. ”Hvad sker der her?” Mor kom løbende ud af køkkenet. ”Hvad er det du gør?”

”Jeg vil støtte,” sagde Anna og pegede på fjernsynet. ”Hjælper du mig?”

”Jamen …”

”Tarveligt,” sagde Anna. ”Nogen ligger i solen, mens andre dør – det skal holde op, skal det!”

 

 

To

 

Robin slog med flad hånd mod tyggegummiautomaten.

”Pis!”, bandede han og ”Hvor mange penge skal jeg stikke ind her? Hvorfor kommer der bare ikke noget ud?

Anna så hvordan Robin rasende gennemrodede sine bukselommer. Men før han kunne putte endnu en mønt ind i automaten, råbte hun: ”Vent!” Anna havde allerede spurgt alle de andre børn i klassen om de også ville gøre noget for mere retfærdighed i vores verden, imod nød, elendighed, lidelse. Men alle sammen havde en undskyldning: Nogle havde glemt deres pung og andre havde ikke tid, var lige nødt til at lære noget, og endnu andre skulle først spørge deres forældre, og nogle påstod at de skulle gøre noget ved det i morgen, måske.

Robin betragtede nysgerrigt tyggegummistrimlen, som Anna havde fisket ud af sin skoletaske, den var noget snusket, men alligevel. Tålmodigt hørte han på, hvad Anna fortalte ham om hvor uudholdelige sådanne skrækkelige billeder var i fjernsynet, og i det hele taget. Og rent faktisk lagde Robin til sidst sin mønt ned til Annas indsamling.

 

 

Tre

 

Anna skænkede også de penge, som Far havde givet hende for tolvtallet i den svære matematikopgave. Og hun bad onkler og tanter, fætre og kusiner, naboer, ja endda lærere og fremmede, som hun bare mødte på gaden, om det samme.

Men alligevel blev disse billeder hængende, disse frygtelige scener fra Nyhederne. Ja, det virkede som om der blev flere hver dag, ikke færre, og disse billeder, disse scener, blev hele tiden mere og mere frygtindgydende: Flere og flere kæntrende både, flere og flere døde, flere og flere nysgerrige.

 

 

Fire

 

Robin spurgte Anna, om hun vidste, at han havde en verdensberømt navnebror: Altid i grønt tøj, en sikker bueskytte, en helt, modig og klog, der snupper de riges penge for at give dem til de fattige …

”Robin Hood?”

”Rigtigt,” bekræftede Robin.

 

 

Fem

 

Anna grublede.

”Du mener,” spurgte hun til sidst, ”at hvis de rige i dag gav penge til de fattige, så mange, at de i det mindste havde nok at spise og drikke, gå i skole og få et arbejde og kunne leve i fred, så ville ingen flygte?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Robin.

”Så ville de fattige ikke forlade deres land for at komme til de rige lande – og tage den farlige tur over havet og drage gennem ørkener, over bjerge gennem grænser med pigtråd.

”Det ved jeg ikke,” sagde Robin.

”Hvor kan jeg lære at skyde med bue og pil?” spurgte Anna.

”Det ved jeg ikke,” sagde Robin.

 

 

Seks

 

Robin så, hvordan Anna dag for dag ændrede udseende: Først kom hun med en grøn sløjfe i håret, så med grøn neglelak, og en grøn pullover, og så også en grøn nederdel og grønne sko, og til sidst kom hun med grønne læber og grøn øjenskygge, et grønt ur, grøn rygsæk og grønne armbånd og kæder og ringe.

Ja, og jo grønnere hun blev virkede hun mere og mere indesluttet, så ud som om hun altid grublede, lo ikke, veg til side for de andre og talte næsten ikke med Robin.

Og hun ville ikke en gang have bemærket at Robin pludselig kom i skole med grøn baseballkasket, hvis ikke lærerne hele tiden havde opfordret ham til at tage den der grønne tingest af, i det mindste i timen.

”Grønt klæder dig godt!” sagde Anna.

”Også dig!” sagde Robin. Begge lo.

”Robin Hood var altid munter,” sagde Robin. ”Man kunne altid tale med ham, og han var altid i godt humør.”

”Hvor ved du det fra?”

”Årh, jeg har læst op på det på nettet og sådan.”

”Godt,” sagde Anna, ”og hvad mere?”

”Men Robin Hood havde ikke kunnet klare noget alene, absolut intet, uden sine trofaste venner, hans bande, så ville han aldrig have fået fat i guldet og havde ikke kunnet sørge for retfærdighed, nej, aldrig!”

”Hmm.” Anna tænkte efter, ”Du mener …?”

”Selvfølgelig,” sagde Robin.

”OK,” sagde Anna og rakte Robin en grøn ring: ”Velkommen i Anna Hood-banden.”

 

 

Syv

 

Da Anna nu selv pløjede igennem nettet opdagede hun at Robin Hood og hans tro svende blev kaldt fredløse. Og de fredløses lov gik ud på at tage fra de rige og give til de fattige. Så fandt hun ud af, at han normalt kun tog halvdelen af de riges guld, penge eller smykker for at de for guds skyld ikke selv skulle blive fattige. Og til sidst læste hun, at der i gamle dage i England var nogle Robin Hood-lege, hvor der blev sunget og danset, reciteret, skåret grimasser, jongleret, gået på line og tryllet, og at de rige til syvende og sidst gav penge til de fattige, masser. Robin Hood-legene fandt sted på Robin Hood-dagen, som altid var 1. maj.

 

 

Otte

 

”Fantastisk”” råbte Robin, i dag er det den 1. maj! Kom!”

”Men hvor vil du hen?”

”Derhen hvor alle rige altid skal hen, hvor der er penge. Til banken!”

Og så tog han Anna ved hånden og løb med hende gennem byen.

Men foran banken stod der allerede gamle mænd og gamle kvinder med røde faner og røde transparenter og fløjtede øresønderrivende i røde trillefjøjter. Og på den anden side stod der næsten lige så gamle mænd og kvinder med sorte faner og sorte transparenter og prøvede at råbe til de fløjtende. Der var politi imellem dem. Og når alle skulle trække vejret var der en gammel taler på en scene, som talte om pengenes magt, som arbejderne og lønmodtagerne i alle lande måtte besejre, og læste stammende flere sætninger op fra sin seddel, som Anna og Robin ikke forstod, selv om de gerne ville.

Men før de to kunne have sunget eller danset eller reciteret eller skåret grimasser eller jongleret eller gået på line eller tryllet, blev de jaget bort på en barsk måde.

”Her leger vi ikke!”

”Her er det 1. maj, arbejdernes kampdag!”

”Har I fattet det?”

 

 

Ni

 

Hallo, børn! skrev Anna på internettet. Hvem er imod uretfærdighed? Hvem er for de fredlløses lov? Vi har dannet Anna Hood-banden! Vil I være med? Meld jer!

 

 

Ti

 

Det varede ikke længe, før Anna fik mails fra hele verden.

Først meldte Otto sig: Jeg er med!

Så Ahmed: Armen, Amo, Sovanni og Akira.

Maria ville vide, om hun måtte oversætte Annas opfordring til et andet sprog.

Selvfølgelig

Svetlana ville vide, om hun måtte sende Annas opfordring videre til andre børn.

Selvfølgelig.

Og Indira ville vide, om den oversatte opfordring også måtte blive oversat og sendt videre på andre sprog.

Selvfølgelig. Selvfølgelig. Selvfølgelig.

Sneboldeffekten: Nu ville også Diso og Zlatko heile, Bageshree, Manon og Theist, Agneta, Eylül og Sara, José, John, Györgi og Giovanni, Ling, Rui, Dschengis, Malaika, Wainö, Xabi, Yaala, Hrafnhildur, Bintang, Odusseus og Waluyo, Naira, Mowan, Ernesto og Janko, Jeanette og Yasmin, Karamba, Patrick, Reto, Nanuk, Ngunoue, Sven, Zacahry, Narymol, Hoa, Gabija, Radu, Tenzin og Soo-Jung være med.

Velkommen!

 

 

Elleve

 

”Har du læst,” spurgte Robin, ”hvad vores nye bandemedlemmer har for ideer? Hvad vi skal gøre?”

”Nemlig,” sagde Anna, ”lad os se hvad vi kan gøre!”

Det var foreslået, at alle børn, som er nødt til at gå sultne i skole, skal inviteres til middag hos de rige med mindst tre retter: Suppe, hovedret og dessert. Med det samme!

Og at alle børn skal strejke, indtil der bliver indført en rigdomsskat over hele verden, ja, at alle børn først laver deres lektier og skriver deres stile og kommer til undervisningen når alle dem som ikke tjener penge på deres arbejde, men på deres penge, skal betale halvdelen af deres fortjeneste. Boing!

Og at alle mennesker simpelthen skal have penge fordi de er mennesker, både unge og gamle, mænd og kvinder, tykke og tynde, gule, brune, hvide og sorte, fattige og rige, alle i alle lande skal have lige mange penge hver måned og så mange, at ingen mere behøver at sulte og tørste. At alle kan bo, gå i skole og finde et arbejde, sådan at de kan opfylde deres ønsker med en velfortjent løn, ja, alle de ønsker de har og det endda der hvor de bor. Denne verdens rigdom rækker da til alle mennesker overalt – OK?

 

 

Tolv

 

”Husk at lyde lidt venlig!”

Robin dirigerede Anna, som stod i sit grønne tøj foran den store bank, frem og tilbage.

”Endnu et skridt fremad. Fremad. Ja, og et imod midten . Fint! Rigtig godt!”

Og så satte Robin sin grønne baseballhat på Annas hoved og Klik! Klik! Klik! fotograferede han hende igen og igen.

Og det flotteste billede lagde han straks ud på internettet: Med de bedste hilsener fra Anna Hood!

Derhjemme skrev Anna nedenunder: Det er snart den 1. juni, børnenes dag. Fra nu af skal vores dag hedde Robin Hood-dagen! Vi tager grønt tøj på –  alle har vel et eller andet grønt: Grønne sokker eller grønt bånd eller en grøn farveblyant eller et palmeblad eller simpelthen et halmstrå – vi går altså derhen hvor der er penge på Robin Hood-dagen: hen til bankerne eller hjem til de rige, ligesom vi også vover os alle mulige steder hen til Halloween. Men vi kræver ikke noget sødt eller surt, nej, ingen almisser, men retfærdighed! Ja, retfærdighed for alle. Og dem der griner ad os eller jager os væk bliver fotograferet og lagt på nettet. Og så kræver flere grønne børn retfærdighed på den næste Robin Hood-dag, mange flere – og den næste igen og den næste igen igen! Sneboldeffekten!

Robin spurgte Anna om han også kunne skrive noget.

”Selvfølgelig.” Så han skrev: Glem ikke, at vi bliver ældre – og så regerer vi verden!

Hurtigt skrev børnene fra alle lande: Ja, ja, ja – vi er i gang. Nogen ville gerne vide det ene, andre det andet, om det for eksempel var tilladt med grønne briller, om der skulle males plakater og også filmes. Ja, ja, ja!

Og den 1. juni, på Robin Hood-dagen, skrev Anna så bare: Begynd!

 

Übersetzung / Oversættelse: Bo Lille